Oluf Høsts logbøger læst af sønnen Niels

”På Bognemark,
der snakker jeg
min egen uro til ro”.

Intro: Bognemark (0:08)


Niels W. Høst (1919-2002) fortolkede et af de kendte citater fra faderen, maleren Oluf Høsts såkaldte logbøger – dagbøger med korte, filosofiske notitser.

Selv skrev Høst: ”På Bognemark, der taler jeg min egen uro til ro”. Men Niels syntes, ”snakker” lyder bedre. – Det siger vi på bornholmsk, sagde han. Taler virker stift, snakker er ikke kun dagligdags, det kan man godt sige om noget mere alvorligt, fastslog han. Snakker er bornholmsk for at tale sammen. Og derfor indledes optagelsen med netop disse ord.

I munden på Niels Høst udtales det lille husmandssted i skovbrynet overfor Gudhjem Plantage - der før Høst købte stedet bare hed Skovly - som var det Versailles eller Peterskirken: Baauuvnamæarrkk!

Vi er på Vystebyvej 5 ved Hasle på Bornholm en solrig sommerdag, 2. juli 1997. I Video Bornholms enkle speakerstudie, indrettet i et hjørne af den store, gamle bondegård, sidder Niels W. Høst ved mikrofonen og foran mixerpulten indehaveren Helge Ras. Niels er koncentreret og lever sig ind i de stemninger og situationer, hans far har stået i, da den gamle sømand fra verdenshavene gjorde notitser i sine logbøger. Man vil høre, at Niels indlæste sin fars tekster sikkert, og det var ganske få gange, vi måtte tage noget om.

”Det står lyslevende for mig igen. Hele min barndom”, udbrød Niels. Han var på samme tid fattet, koncentreret og bevæget.

Tre år forinden havde Niels indtalt enkelte logbog-sentenser til mit TV 2-portræt af hans far i anledning af den overbevisende, smukke Oluf Høst udstilling på det nye Bornholms Kunstmuseum ved Gudhjem. Han gjorde det godt; sjælen og stemmen præget af klangbund og erfaring. Der spirede et frø med håb om mere. Ville en hel samling af indtalte logbøger – kun lyd, intet forstyrrende billede – give mening?

Lyt gerne til lyden alene. Men ærlig talt, for at forstå det for ikke bornholmere kan det være rart at støtte sig til teksten. Den citeres hér og er scannet ind direkte fra den udgivelse, vi brugte. Så klik bare ind og støt dig undervejs. Niels har anført enkelte, sproglige rettelser til sin fars forlæg (og jeg har bagefter sat plusser og de få minusser ved de enkelte indtalinger af hensyn til den afsluttende redigering).

Lokal atmosfære (13:07)




Nyfalden Sne, 1936 (73 x 116) var Oluf Høsts gave til Niels’ 18 års dag. Billedet kendes også som Stille Sne og udtrykker om noget kunstnerens indre ro på Bognemark. 60 år senere accepterede Niels at sælge værket til Fonden Oluf Høst Museet efter donation fra Ny Carlsbergfondet.

Oluf og Niels levede tæt sammen; Niels’ første år på Frederiksberg og fra han var ni med familien i Gudhjem. De boede aldrig mere end få hundrede meter fra hinanden, Niels kørte de sidste år sin da gangbesværede far til Bognemark eller til allersidst bare hen til røgeriet, og Niels var byens mangeårige biografdirektør på 46 år, da hans berømte far døde og blev stedt til hvile i sin by ved kapelruinen under en sten fra Bognemarks jorde. Som forfatter og kulturjournalist Hansaage Bøggild (1927-2006) skriver i sin bog HØST (Gyldendal 2001): ”Niels var fars dreng og Ole var mors dreng. Sådan er det i hvert fald hver gang, der er blevet fotograferet”.

Nu skulle der indtales logbøger igen, og som altid, når Niels skulle sige noget officielt om sin far, var han forberedt og opsat på opgaven. Logbøgerne, som de i mange bind nu kan findes og forskes i på Det kgl. Bibliotek, er omfangsrige, og flere har gennem årene udvalgt og publiceret gode uddrag af de sentenser af gerne næsten fyndords-karakter, hvor billedkunstneren nedfældede sine sanseindtryk i ord.

Som grundlag for optagelsen ligger forfatteren Jacob Paludans udvalg, udkommet på Steen Hasselbalchs Forlag i anledning af forfatterens 70 årsdag i 1966 - før uger før Oluf Høsts død. Den dag i dag virker dette koncentrat af logbøgerne vedkommende for samtidsmennesket. Man får Olufs egen livserfaring og indsigt med sig på vejen og kan smile eller trøste sig selv – afhængig af den stemning og situation, man nu står i.

Jeg har valgt at udgive den lange optagelse på godt 50 minutter uredigeret i loyalitet over for Paludans valg. Ingen holder næppe ud at høre det hele på én gang. Lyt så længe, du orker, stop lydstrømmen, tænk over stort som småt - og gem resten til andre gode gange. Optagelsen er inddelt i afsnittene ”Lokal atmosfære” og ”Livserfaring og søgen" på hver omkring 13 minutter og ”Kunst og kunstnere” på knapt 24 minutter.

Livserfaring og søgen (13:21)



Selv om optagelsen fandt sted for 23 år siden, står situationen så lyslevende for mig, som Oluf Høsts optegnelser gjorde det den dag for Niels. På vej over markerne fra Gudhjem til Hasle i hans gamle, lyseblå Opel Kadett spurgtes han - som altid var loyal over for sin far og hans værk - om der da ikke var noget kritisk at sige. Det gled han af på. Der var ikke noget at sige i den retning heller den dag. Det kom først to år senere i en ny optagelse til museumsfilmen Naturpsalmisten, hvor Niels pludselig uopfordret klagede over, at hans far ”aldrig brød sig om, hvad jeg fik i karakter og til eksamen – far skulle tegne og male”.

Niels følte sig tryg og kunne fuldt og helt leve sig ind i teksterne. Som en følsom bluessanger havde han selv oplevet det liv og den natur, hans far skrev om, og indlevelsen lå lige for. Vel var han ikke den drevne skuespiller, der kan give ethvert ord krop og sjæl direkte i mikrofonen med altid ret frasering og pausering.
Men i grunden kunne Niels med sin følsomhed, sanselighed, charmeklud, bølget hår og det hele være blevet en god skuespiller i de film, han i stedet fra 1943 fik et liv ud af at spille i sin Kino i Gudhjem. Dengang landets yngste biografdirektør. Faren elskede levende billeder og moren Hedvig Wiedemann Høst ville passe på sin sidste søn, som gerne skulle blive i Gudhjem og få børn. Den ældste søn Ole faldt som bekendt tragisk på Østfronten i 1943. Det med børnebørnene lykkedes til fulde for Niels & Ulla Høst (født Thorsen) i form af fire sønner, som ”bedstefar” alle tog til sig.

Flere har indtalt Oluf Høsts logbøger, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre end Niels Wiedemann Høst. Han forstår sin far, som når han med sin sjælsstemme indtaler: ”Alle mine dårlige billeder har været nødvendige, men der er for mange af dem, og de er så ensidige”.

Niels havde træk af sin mors fine og dannede manerer fra Københavns brede boulevarder - kombineret med sin fars jordbundne dragning mod den bornholmske almue. Han kendte, som sin far, alt til solens, månens, vindens, røgens og bølgens bane rundt om Gudhjem-pynten. Oluf Høst skrev: ”Hedvigs barndomsminder: svanerne i Ørstedsparken – mit barndomsminde: harmonikaspil ombord”. I sin elskede jolle spillede Niels harmonika for svanerne ved Nørresand Havn.

Når Niels læser sin fars logbøger, ser man den blå og den violette for sig, der ”står hinanden så nær som fødsel og død”.

Lytteren vil opleve, at de fleste logbogs-optegnelser er sanset og indtalt af sønnen, som faderen må have tænkt sig. Niels var gennem livet Høst-ambassadør, slet og ret. Og lyt så til den smukke, klangfulde bornholmske dialekt med prægnans fra det svenske sprog. Niels blev den dag i studiet bedt om at tale sin ungdoms bornholmske, men mon ikke han et par steder bruger lidt af sin fars selvopfundne udtaleformer? Oluf Høst havde det med at blande dansk, svensk og bornholmsk i en særegen, skøn treklang. Optagelserne kan måske også bruges i grundskolens danskundervisning, når der er brug for at høre en af de skønne, gamle danske dialekter, som så sjældent findes i dag.

Kunst og kunstnere (24:01)



Familien Høst velankommet ca. 1928 fra Frederiksberg til haven ved Tante Lise hus i Gudhjem, der udbygges til kunstnerhjemmet Norresân. Far med Niels, Mor med Ole.

Niels måtte som det eneste overlevende barn af Hedvig og Oluf Høst bære hele Høst-arven på sine skuldre. ”Det hænger mig ud af halsen”, kunne han udbryde. ”Der står pludselig en tysker ved vores dør og vil se på en lille-bitte tegning af Far. Jeg kan ikke ta’ mer’, altså”. Sjovere var det at få lov at komme med ud i det brandsikrede, vinduesfrie rum bag bryggerset i parrets parcelhus på Kastanievej, de byggede efter forældrenes død, hvor man bogstavlig talt kunne bladre gennem Høst-hovedværker eller kasserne med hundredevis af tegninger.

Netop den dag, vi optog, kom opringningen fra Bådhusene på Louisiana om, at Oluf Høst Museet kunne realiseres, fordi Augustinus Fonden nu også så glædeligt havde sagt ja, så projektets i alt 10 millioner i fondsstøtte kunne udbetales.

Jeg var euforisk, mens Niels var underligt apatisk. Hvorfor mon? Nu, de mange år efter, tænker jeg, at det nok var, fordi Niels var så samlet om sin opgave med indtalingen. Det var en af hans anledninger til at kunne stråle i forhold til den stærke far, han havde levet med. Nu var det hans tur. Og man undte ham det.

Niels, hans hustru Ulla og jeg havde et nært og tillidsfuldt venskab, der samme år muliggjorde stiftelsen af Fonden Oluf Høst Museet, som jeg havde taget initiativ til året før som åben og nysgerrig, nytilkommer i Gudhjem. Intetanende om de gode forsøg, der årtier før var gjort for at lave et kunstnermuseum i det lille fiskerleje, der ellers i forvejen nød godt af kunstmuseer.

Da jeg til lyden af kirkeklokker i den snigende skumring i haven foran Norresân en efterårsdag i 1997 af Niels’ søn Trygve blev betroet nøglerne til Olufs og Hedvigs perle af et hjem, blev der til sidst så stille, så stille. Trygve gik tavst derfra. På bordet inde i stuen lå sirligt og ubevægeligt alle nøglerne til store hus og ateliererne, omhyggeligt angivet med sted og formål.

Køber stod tilbage. Sådan er det jo med hushandler. Men dette var specielt. Kulturarv. Kunst i det miljø, hvor den er skabt. Stedets Ånd. Jeg gik alene rundt. Man følte sig tæt på Høst. Det gør godt. Altid. Som opmuntring, inspiration eller til trøst. Op på første sal: ”Rammer – må ikke røres”, havde Oluf skrevet. Det kom vi så til. I den anden ende af huset, Tante Lises, hvor der nu er en historisk museums-tavle med årstal, hang de tomme hylder stadig, hvor logbøgerne engang stod. Og de slidte mærkater med håndskrevne årstal var intakte. Disse smukke detaljer måtte lade livet, da Wohlert Arkitekter dagen efter tog fat på ombygningen. Nøgternt uden for meget føleri skulle det være.

”Oluf Høsts logbøger læst af sønnen Niels” er støttet og udgivet af Altinget.dk i 2020 og stilles til rådighed for Oluf Høst Museet og enhver ven af Oluf Høst, hans kunst, familie og hele livsværk.

Rasmus Nielsen
Udgiver, medstifter af Oluf Høst Museet
Gudhjem, Sankt Hans 2020



Niels W. Høst og Ulla Høst med Oluf Høst i haven foran Norresân på hans 80 års dag 18. marts 1964. På den tid kørte Niels sin far de få meter hen til Gudhjem Røgeri, hvorfra han bl.a. malede ”Sildekoner 1964” (65 x 123), som Fonden Oluf Høst Museet blandt otte værker erhvervede i 1997 af Ulla og Niels med midler fra Ny Carlsbergfondet, og som skulle blive et af hans allersidste centrale værker. To år senere var han død.